Nøgletal
 
 
  • Tip en ven
  • Print

Bæredygtighed

AT TAGE ANSVAR KRÆVER HANDLING. Det er Arlas mål at drive virksomhed på en ansvarsfuld og bæredygtig måde. Vi er kommet et godt stykke vej, men naturligvis kan vi altid blive bedre.

Arla Foods’ Code of Conduct
Vores arbejde med langsigtet bæredygtighed har fået fællesbetegnelsen Vores ansvar. Arlas retningslinjer for, hvordan vi arbejder med etisk, social og miljømæssig ansvarlighed er samlet i publikationen Vores ansvar – Arla Foods’ Code of Conduct. Disse principper for etik og bæredygtig udvikling er en rettesnor for os i det daglige arbejde, når vi skal tage stilling til forskellige spørgsmål, foretage afvejninger og træffe beslutninger.

Bæredygtighed i praksis
Vores mål er at påtage os et stort ansvar for bæredygtighed inden for rammerne af vores kernevirksomhed. Vi integrerer bæredygtighedsaspektet i vores virksomhedsplaner på alle niveauer i organisationen. På visse områder er vi allerede nået langt, for eksempel med opfølgning på og begrænsning af virksomhedens miljøpåvirkning, forbedrede indkøbsrutiner og tiltag, der skal forbedre arbejdsmiljøet. Vi har også meget grundigt udarbejdede rutiner for fødevaresikkerhed samt kvalitetsprogrammer, der omfatter reglerne for arbejdet på gårdene.
 

 

Code of Conduct – Vores Ansvar

Arlas Code of Conduct indeholder områder som forretningsprincipper, indkøb og menneskerettigheder. Den opdateres hvert tredje år. 

”Vores ansvar – Arla Foods Corporate Social Responsibility - Code of Conduct” finder du her

Vi bestræber os også på at engagere os i bredere samfundsspørgsmål, der har tilknytning til vores forretningsaktiviteter. Vi bidrager for eksempel til forskellige forskningsprojekter, der vedrører mad og sundhed, ligesom vi deltager i en række projekter, der har til formål at stimulere mennesker til en sund livsstil.

I 2008 startede vi i samarbejde med vores lokale partner og SOS Børnebyerne hjælpeprojektet Children for Life i den Dominikanske Republik. Children for Life er et længerevarende hjælpeprojekt, hvor formålet er at hjælpe børn til en bedre fremtid ved at bidrage med ernæring og støtte deres uddannelse. I 2009 udvidede vi projektet til også at omfatte Vietnam, og vi håber at igangsætte et lignende projekt i Bangladesh i den nærmeste fremtid.

 

CSR-rapporten – Vores  ansvar

Hvert år publicerer Arla en CSR-rapport, som fortæller om, hvor godt vi lykkes med at forankre vores retningslinjer i dagligdagen, og hvordan vi fortsætter arbejdet med et langsigtigt, bæredygtigt og ansvarsfuldt selskab. CSR-rapporten for 2009 publiceres i maj 2010.
”Vores ansvar – Arla Foods Corporate Social Responsibility – Rapport 2009” finder du her

Global Compact og Arlas CSR-rapport
I to år har Arla været tilsluttet FN's initiativ for etisk virksomhedsadfærd – Global Compact. Vores Code of Conduct harmonerer godt med de ti grundlæggende principper i Global Compact, der omfatter menneskerettigheder, arbejdsret, miljø samt bekæmpelse af korruption. Som deltager i Global Compact har vi forpligtet os til at arbejde i overensstemmelse med disse principper og integrere dem i vores strategi og virksomhedskultur. Vi skal også formidle dette ansvarsfulde grundsyn videre til vores medarbejdere, ejere, leverandører, partnere, kunder og til vores øvrige omverden.

Vores engagement i Global Compact indebærer også, at vi har forpligtet os til årligt at rapportere åbent og ærligt, i hvor høj grad det er lykkedes os at leve op til vores etiske retningslinjer. I rapporten beskriver vi, hvilke fremskridt vi har gjort i årets løb, og hvor vi ser muligheder for forbedringer. Arla har valgt at inddrage et stort antal medarbejdere i rapporteringsarbejdet. På den måde kan vi internt udbrede vores syn på arbejdet med bæredygtighed. 

 
 

Global Compact

Vi deltager i Global Compacts nordiske netværk, hvor aktuelle emner diskuteres, og hvor man kan udveksle erfaringer.

I maj 2009 underskrev vi Global Compact-aftalen Caring
for Climate, som er en frivillig aktivitet for virksomheder, der aktivt vil bidrage til klimaforbedrende tiltag. 
 

Årets fremskridt
I årets løb har vi arbejdet videre med at engagere flere medarbejdere i de tanker, der ligger bag vores Code of Conduct, og tydeliggøre, hvad principperne indebærer for den enkelte medarbejders ansvar. Dette arbejde fortsætter vi med i de kommende år.

Til de største fremskridt på dette område i 2009 hører blandt andet forbedrede risikoanalyser for fødevaresikkerhed, flere leverandørkontroller, nye værktøjer til dialog med andelshaverne i Danmark og Sverige, fortsatte miljø- og klimabesparende tiltag samt et fald i antallet af arbejdspladsulykker. Vi har også udarbejdet en politik for brug af ingrediensen palmeolie og har udfærdiget en erklæring, hvori vi tager afstand fra alle former for bestikkelse. Fordelingen af ansvaret for bæredygtighedsspørgsmålene i vores øverste ledelse er også blevet videreudviklet og konkretiseret. 

Opfølgning på bæredygtighed
I det kommende år vil vi fortsætte med at følge op på alle vores 11 Code of Conduct-områder. Et område, der fortsat prioriteres, er vores arbejde med løbende at forbedre vores arbejdsmiljø for at sænke antallet af arbejdspladsulykker. Vi vil også arbejde på en trinvis reducering af vores miljøbelastning samt løbende forbedre vores indkøbsrutiner og gennemføre flere leverandørkontroller. Endvidere skal dialogen med vores ejere styrkes yderligere med henblik på at etablere et endnu bedre samarbejde.