Demokratisk system
Andelshavernes indflydelse i Arla Foods
7.625 (jan. 2010) mælkeproducenter i Sverige og Danmark ejer tilsammen Arla Foods. Efter princippet én andelshaver - én stemme styres selskabet ved hjælp af repræsentativt demokrati. Selskabet er inddelt i geografiske områder: 24 kredse i Sverige og 26 i Danmark. Kredsene er inddelt i syv regioner, tre i Sverige og fire i Danmark. Samtlige valg i Arla Foods sker for to år ad gangen.

Kredsmødet
Kredsens andelshavere indkaldes hvert år til kredsmøde. Kredsens øverste beslutningsdygtige organ er kredsmødet, og dets udøvende organ er kredsrådet.
Se de danske kredse her
Se de svenske kredse her
Kredsrådet
Hver kreds vælger på kredsmødet et kredsråd. De kredsrådsmedlemmer, der vælges som repræsentantskabsmedlemmer, er de personer, som skal repræsentere kredsen i regionsbestyrelsen og repræsentantskabet.
Regionsbestyrelsen
Hver region har en regionsbestyrelse, som består af repræsentantskabsmedlemmerne i regionen. Arbejdet i regionsbestyrelsen består først og fremmest i at forberede og følge op på emnerne til repræsentantskabsmødet.
Repræsentantskabet
Repræsentantskabet er selskabets øverste beslutningsdygtige organ med i alt 150 repræsentantskabsmedlemmer, heraf 140 andelshavere og 10 valgt af medarbejderne i Arla Foods i Danmark og Sverige. De 140 andelshavere består af kredsrådsformændene samt nogle yderligere medlem-mer fra de fleste kredse – antallet afhænger af kredsens størrelse. Repræsentantskabet mødes mindst tre gange om året: i marts, maj samt i efteråret.
Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 18 medlemmer, heraf er otte medlemmer andelshavere fra Danmark og seks medlemmer er andelshavere fra Sverige (Fordelingen sker på baggrund af mængden af mælk samt antal af landmænd i de enkelte lande). Af de 18 medlemmer er 4 medarbejdererepræsentanter. De danske regioner udpeger hvert sit bestyrelsesmedlem, de resterende svenske og danske medlemmer vælges af repræsentantskabet.
Ansvarsområder
Repræsentantskabet og bestyrelsen træffer beslutninger i forbindelse med de langsigtede strategiske spørgsmål. Bestyrelsen fastlægger acontopriser, mens repræsentantskabet træffer beslutninger om disponering af resultat. Ydermere er det bestyrelsens opgave at kontrollere selskabets virksomhed og formueforvaltning, at regnskaberne føres på en betryggende måde samt at udpege direktionen (administrerende direktør og vice administrerende direktører).
Executive Management Board, EMG, har ansvaret for den daglige forretningsmæssige drift i Arla Foods og for udarbejdelse af strategier og planlægning af mejeristruktur.
Link til publikationer, hvor du finder vores vedtægter