Demokratisk system
Andelshavernes indflydelse i Arla Foods
7.178 (jan. 2011) mælkeproducenter i Danmark, Sverige og Tyskland ejer tilsammen Arla Foods. Efter princippet én andelshaver - én stemme styres selskabet ved hjælp af repræsentativt demokrati. I Danmark og Sverige er selskabet inddelt i geografiske områder: 24 kredse i Sverige og 25 i Danmark. Kredsene er inddelt i syv regioner, tre i Sverige og fire i Danmark. Selskabet har desuden et selskabsmedlem, Hansa Arla Milch eG (tidligere Hansa Milch Mecklenburg-Holstein eG).

Kredsrådet
Kredsens andelshavere indkaldes hvert år til kredsmøde. Kredsens øverste beslutningsdygtige organ er kredsmødet, og dets udøvende organ er kredsrådet. Hver kreds vælger på kredsmødet et kredsråd. De kredsrådsmedlemmer, der vælges som repræsentantskabsmedlemmer, er de personer, som skal repræsentere kredsen i regionsbestyrelsen og repræsentantskabet.
Se kort over danske, svenske og tyske kredse her
Regionsbestyrelsen
Hver region har en regionsbestyrelse, som består af repræsentantskabsmedlemmerne i regionen. Arbejdet i regionsbestyrelsen består først og fremmest i at forberede og følge op på emnerne til repræsentantskabsmødet.
Repræsentantskabet
Repræsentantskabet er selskabets øverste beslutningsdygtige organ med i alt 155 repræsentantskabsmedlemmer, heraf 145 andelshavere og 10 medarbejdervalgte fra Arlas arbejdspladser i Danmark og Sverige. De 140 andelshavere består af kredsrådsformændene samt yderligere nogle medlemmer fra de fleste kredse i Danmark og Sverige – antallet afhænger af kredsens størrelse. Arlas tyske andelshavere er repræsenteret med fem medlemmer. Repræsentantskabet mødes mindst tre gange om året: i marts, maj og oktober.
Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 19 medlemmer, heraf er otte medlemmer andelshavere fra Danmark, seks medlemmer fra Sverige og et medlem fra Tyskland. (Fordelingen sker på baggrund af mængden af mælk samt antal af landmænd i de enkelte lande). Af de 19 medlemmer er 4 medarbejdererepræsentanter. De danske regioner udpeger hvert sit bestyrelsesmedlem, de resterende svenske og danske medlemmer vælges af repræsentantskabet.
Ansvarsområder
Repræsentantskabet og bestyrelsen træffer beslutninger i forbindelse med de langsigtede strategiske spørgsmål. Repræsentantskabet træffer desuden beslutninger om disponering af årets resultat. Bestyrelsens opgave er at kontrollere selskabets virksomhed og formueforvaltning, at regnskaberne føres på en betryggende måde samt at udpege direktionen. Executive Management Board, EMG, har ansvaret for den daglige forretningsmæssige drift i Arla Foods og for udarbejdelse af strategier og planlægning af mejeristruktur.
Link til publikationer, hvor du finder vores vedtægter