Miljø strategi 2020
 
 
  • Tip en ven
  • Print

Al emballagemateriale skal kunne genanvendes

Arlas miljøstrategi 2020 sætter nye mål for emballgen - ’100 procent genanvendelig’. Det betyder, at al emballagemateriale inden 2020 skal kunne bruges igen, så der ikke længere er tale om et affaldsprodukt men om en ny ressource.



Arla bruger tonsvis af emballage om året, og derfor kan selv små ændringer i indpakningerne betyde store besparelser for miljøet. Og selvom Arla allerede i dag bruger meget pap og papir, der betegnes som genanvendeligt, er der også mange typer plastik omkring produkterne, og de er noget sværere at gøre brugbare igen.

Klaus Nybro, arbejder med international packaging i Arla og har meget fokus på netop emballager, og hvordan de påvirker miljøet. Han har blandt andet været med til at udvikle en beregner, der kan finde ud af, hvor stor miljøbelastning en given indpakning giver. Den har blandt andet vist, at hvis de materialer emballagen er fremstillet af genbruges til ny emballage eller noget andet , reduceres CO2 udledningen for de fleste materialer med op til 50 procent.

”Der er rigtig meget vundet ved at gøre det muligt at genbruge vores emballagematerialer. Og det er helt klart noget vi skal arbejde meget med i fremtiden. Det kommer til at tage tid, men jeg tror på, at de 100 procent er mulige at nå inden 2020. Det er ikke noget vi kan gøre alene, det bliver i samarbejde med vores kunder og leverandører, for det er en kompliceret proces med mange facetter,” forklarer Klaus Nybro.

Flere muligheder for genbrug
En af udfordringerne er, at der bruges mange forskellige materialer i eksempelvis plastemballage, og der er stor forskel, hvor meget de kan genbruges. Eksempelvis er mange af vores emballagematerialer blandinger af flere typer plast, hvilket gør det svært at bearbejde og udnytte dem efter endt brug.

Målet er derfor blandt andet at få flere såkaldte monoplast emballager. Det vil sige at de kun består af én type plast, og derfor er forholdsvist nemme at sortere og genbruge.

”Der er mange muligheder for at genanvende materialer på. Men nogle af dem er meget dyre i drift og af samme grund ikke ret udbredte. Vi skal sørge for at vores emballager er nemme at genanvende efter brug, både for forbrugeren og for affaldshåndteringen,” fortæller Klaus Nybro.

Afhængige af andre
Arla kan ikke selv stå for at genanvende materialerne i emballagerne, det er op til forbrugernes samvittighed og den lokale lovgivning. Derfor er opgaven at gøre det nemt at genanvende materialerne og opfordre til ikke bare at smide ud og brænde af, når man har tømt et Arlaprodukt.

Her spiller lovgivningen også ind. Affaldshåndtering er meget forskellig i de lande som Arla opererer i, og det er svært at gøre noget entydigt. Man kan forsøge at påvirke lovgivningen og industrien til at udvikle bedre betingelser for genanvendelse, eller aktivt vælge emballagematerialer der passer til de enkelte landes affaldshåndtering.

Du kan læse mere om Arlas miljøstrategi