Miljø strategi 2020
 
 
  • Tip en ven
  • Print

Arla vil sætte nye standarder med ny miljøstrategi

Ambitionerne er høje for Arlas miljøstrategi 2020. Fra at have forkuseret på produktion , transport og emballage, omfatter Arlas miljøstrategi nu hele kæden fra gården og ud til forbrugernes skraldespand.



Torsdag blev den nye miljøstrategi præsenteret for Arlas øverste organ, repræsentantskabet, og netop landmændene og deres muligheder for at skabe en miljømæssigt mere bæredygtig mælke-produktion bliver nu inkluderet i de ambitioner, som virksomheden sætter for miljøarbejdet.
”Forbrugerne skelner ikke mellem gården og mejeriet. Så når de står med et mejeriprodukt fra Arla i hånden, så skal de trygt kunne stole på, at vi arbejder seriøst og ambitiøst med at nedbringe miljøpåvirkningen på alle fronter. Vi vil gerne sætte nye standarder i mejeriindustrien. Det er en del af det løfte, vi har givet omverden med Tættere på Naturen, og en del af virksomhedens sociale ansvarlighed,” siger administrerende direktør Peder Tuborgh.

Landmændene involveres
Landmændene vil i mange tilfælde få økonomiske fordele ud af miljøforbedringer, og de kan selv være med til at udvikle metoderne. Involvering af dem på forskellig vis er derfor et centralt punkt i miljøstrategien.
Et banebrydende initiativ er, at Arla etablerer testgårde i Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland og Finland, hvor landmænd kan studere de erfaringer, som disse gårde gør sig i forhold til at nedbringe miljøpåvirkningen. Samtidig kan forskere få mulighed for at afprøve forskellige dyrkningsmetoder, foderblandinger og udstyr på testgårdene.
Indtil videre har der ikke været informationer nok på området, men Arla har gennem længere tid været i gang med at måle og analysere på miljøpåvirkningen fra gårdene for at kunne definere det niveau, som skal være nulpunktet for miljøforbedringer på gårdene, forklarer Arlas miljøchef Jan D. Johannesen.
”Vi kan endnu ikke sige præcist, hvad vores mål bliver. Men med strategien har koncernledelsen sat ambitionen højt netop ved at beslutte, at vi skal udvikle og implementere en ny standard for miljømæssig bæredygtig mælkeproduktion. Når data-indsamlingen er færdig, kan vi definere udgangspunktet og dermed også de konkrete mål, som vi forventer at være klar med i 2013.”

Nul spild af fødevarer og materialer
Et anden ny ambition i miljøstrategien er, at Arla skal reducere sit spild til nul. Det vil blandt andet sige, at alt hvad vi i dag opfatter som affald, der ikke har nogen værdi, i stedet skal ses som materiale, der skal kunne bruges til at skabe noget nyt. Således skal al den emballage, som mejeriprodukterne pakkes i, være af materialer, som kan genbruges 100 procent til nye materialer.
Men spild er også madspild, som i høj grad foregår hjemme hos forbrugeren. Undervejs fra gården til køkkenet sker der et spild på i gennemsnit 12,5 procent. Over halvdelen af spildet sker, når rester af mejeriprodukter ryger i forbrugernes skraldespande.
”Netop på dette punkt er det i sagens natur svært for Arla at have den fulde kontrol, men vi vil gerne hjælpe forbrugerne med at reducere deres madspild, eksempelvis ved at variere størrelserne på vores produkter, så de passer til forbrugernes behov, og inspirere dem til at bruge rester i nye opskrifter,” siger Jan D. Johannesen.

50 procent vedvarende energi
I forhold til de øvrige mere klassiske miljømål er det ambitionen at reducere vand- og energifor-bruget med tre procent årligt frem til 2020. Det er samtidig præciseret, at halvdelen af energiforbruget til den tid kommer fra vedvarende energikilder – blandt andet ved investeringer i biogasanlæg, hvor råmaterialet vil være gylle fra Arlas egne gårde.
Arlas klimastrategi er uændret, men indgår nu som en del af miljøstrategien. CO2-mål er fortsat en reduktion på 25 procent i perioden 2005 til 2020 inden for transport, produktion og emballage. Det helt store ryk på denne front kommer fra netop biogasanlæggene og byggeriet af verdens største og CO2-neutrale mejeri ved London.