Miljø strategi 2020
 
 
  • Tip en ven
  • Print

Bio-booster renser spildevand

Hobro Mejericenter har i flere år betalt en del ekstra penge for at komme af med sit spildevand. Mejericentret har været pålagt et særbidrag til kommunen, der var direkte afhængig af den mængde organisk materiale, der var i spildevandet. Til trods for at mejeriet har forsøgt at minimere mængden af organisk materiale i spildevandet, blev niveauet ved med at være for højt.

Hobro Mejericenter tog derfor kontakt til den danske pumpeproducent Grundfos, som var i gang med et pilotprojekt på et af Arla Foods’ andre mejerier i Rødkærsbro. Ved hjælp af en nyudviklet metode, en såkaldt Bio-booster, mente Grundfos, at de kunne rense spildevandet til under særbidragsgrænsen og det endda til et beløb, der var væsentligt lavere end det kommunale særbidrag.

Betingelsen for, at Bio-boosteren kunne præstere det lovede, var, at den eksisterende forrensning gennem et såkaldt flotationsanlæg fortsatte. Men også at mejeriet blev endnu bedre til at styre uhensigtsmæssig spild af mælk, bruge korrekt dosering af kemikalier og styre pH-værdierne i spildevandet.

Ved at indføre en rutine, hvor spildevandsforløbet på mejeriet blev fulgt time for time on-line, blev mejeristerne klar over, hvilken adfærd der skabte forurening. De blev også opmærksomme på, at man kunne styre pH-værdien i spildevandet ved at tilsætte syre, når man for eksempel skulle rense de basiske ludtanke, hvilket var essentielt for funktionen af Bio-boosteren.

Hvordan virker Bio-boosteren?
Anlægget tager spildevandet fra en udligningstank, som ligger umiddelbart før tilløbet til kommunens rør. Spildevandet føres gennem et filter, hvor der tilsættes en polymer (et kemisk stof), som får en del af det organiske stof til at klumpe sig sammen. Denne masse pumpes direkte til tanken med biogas.

Spildevandet bliver derefter ledt ind i et eller flere rør. I Hobro er anlægget dimensioneret med 25 rør, som indeholder 1200 plastikskiver. Skiverne er belagt med en bakteriekultur, som populært sagt spiser det resterende organiske stof, der er i vandet. Ved at presse ilt ind i røret samtidig med, at pladerne roterer mod hinanden, skrabes det yderste lag af bakterier af. Det bevirker, at der altid er en frisk ny bakteriekultur, som ligger klar til at omsætte det organiske stof. Anlægget er automatisk og måler via forbruget af ilt, hvor stor forureningen er og bestemmer herefter hvor mange rør, som skal i aktion for at rense spildevandet.