Klimavenlig emballage
Emballager er et af de områder, hvor vi har sat ind for at få nedbragt udslippet af drivhusgasser. Forbrugerne har allerede taget godt imod flere nye, mere klimavenlige emballager.

I foråret 2008 skiftede Karolines Køkken® det aflange cremefraiche bæger ud med et rundt og tyndere bæger, der kræver betydelig mindre plast i fremstillingsprocessen. Besparelse: 69 ton CO2 om året - svarende til, hvad to distributionsbiler udleder på et år.
Også vores økologiske mejeriserie Harmonie® har fået en mere klimavenlig indpakning. De nye kartoner, der blev lanceret i februar 2009, er fremstillet af mindre mængder pap og under mindre miljøbelastende produktionsprocesser.
Emballagens funktion
Der er dog væsentlige udfordringer forbundet med at gøre emballagen mere miljørigtig, fortæller koncernmiljøchef Jan D. Johannesen.
"Det er meget vigtigt at huske på, at emballagen har en funktion. Det betyder, at Arla ikke kan levere sine produkter i en hvilken som helst emballage", siger han.
For eksempel kan mælk, som jo er væske, ikke emballeres i karton alene. Det er nødvendigt at "holde" på mælken ved hjælp af et meget tyndt lag plast inde i kartonen.
Et andet eksempel er smør. Hvis det pakkes i papir uden lysbarriere, vil smørret oxidere og blive harskt. Derfor pakkes smør i aluminiumsfolie, der fungerer som ilt- og vandbarriere og dermed bevarer smørrets smag.
Tæt samarbejde med leverandører
En meget stor del af vores emballage kommer fra eksterne leverandører. Derfor vil vi i fremtiden samarbejde tæt med disse producenter om at udvikle mindre CO2 belastende emballager.
Desuden har vi udviklet et nyt computerprogram, der gør det lettere at regne på miljøbelastningen af forskellige typer emballager.
"Programmet giver os mulighed for at opstille to til tre scenarier, hver gang vi skal udvikle en ny emballage. Dette program kommer til at spille en meget vigtig rolle i forbindelse med udvikling af produkter og emballage i fremtiden", siger Jan D. Johannesen.