Varmesøgende kamera sætter besparelser i fokus
På Hobro Mejericenter har produktionsteknisk udviklings-chef André Bundgaard gjort det til en dyd at spare. Efter et kursus i energi- og miljøledelse begyndte han at se muligheder for miljøforbedring overalt på sin arbejdsplads.
En noget særpræget jagtsæson er begyndt på Hobro Mejericenter. Bevæbnet med et specielt højteknologisk kamera jager PTU-chef chef André Bundgaard sit bytte – de dyre lækager og utætheder.
”Vi har investeret i et termografikamera, der kan vise, hvor der er varmt og koldt. Derved kan vi nemmere få øje på eventuelle utætheder, og så kan vi hurtigt få det repareret, i stedet for at det slipper ud og koster både penge og CO2,” siger André Bundgaard.
Det er dog langt fra det eneste eksempel på energiforbedringer på Hobro Mejericenter. Faktisk tog jagten på energioptimering for alvor fat tilbage i 2008, da André Bundgaard startede på en diplomuddannelse i vedligeholdelsesledelse. Siden da er der sket mange forbedringer på mejeriet, der til daglig producerer friskmælk til det danske marked. Pludselig lagde han nemlig mærke til alle de små ting, der i længden kan betyde en stor udgift – for eksempel utætte ventiler, manglende isolering og unødvendig afrimning. Og det har givet resultater.
”Alene på vores køleanlæg har vi i de tre første måneder i år sparet 29 procent i forhold til samme periode sidste år,” siger André Bundgaard og fortæller, at man ellers oprindeligt kun havde regnet med, at man ville kunne spare 15 procent på det område.
Hjælp fra studerende
En anden grund til at man har kunnet spare så meget på energiforbruget er, at Hobro Mejericenter har ladet studerende fra Århus Maskinmesterskole skrive afsluttende opgaver om mejeriet. De studerende ved en masse om energieffektivitet, og de kan se på mejeriet med friske øjne. Det har været så stor en succes, at Hobro Mejericenter lige har modtaget den endelige rapport fra sit tredje hold studerende.
Antallet af forbedringer og optimeringer er mange. Faktisk så mange, at det ville fylde flere sider, hvis man blot skulle remse dem op. Der er dog to ord, der dækker en hel del af forbedringerne, og som virker til at præge arbejdet med optimeringen: Genbrug og omtanke.
For eksempel genbruger Hobro Mejericenter størstedelen af deres vand, og dampen fra aflufteren på kedlerne indfanges og omdannes til vand samt energi, der bruges til rumvarme. Mejeriet er også gået fra at afrime deres fordampere på faste tidspunkter til at afrime dem efter behov. Alene den ændring har halveret fordampernes energiforbrug.
Sport i at spare
Det er naturligvis vigtigt, at medarbejderne bakker op om miljøforbedringerne på arbejdspladsen. Derfor vil André Bundgaard i fremtiden forsøge at bryde tallene for energiforbrug mere op, så de forskellige hold kan se, præcist hvor meget energi de bruger i forhold til de andre hold. På den måde håber han, at der vil komme et konkurrenceelement, som kan føre til, at der går sport i at spare.
Selvom der allerede er foretaget mange miljøforbedringer, så er optimeringen langt fra slut. Isolering af varmerør, bedre udnyttelse af overskudsvarme og et muligt skifte til LED-lys er blot nogle af de ting, der ligger i horisonten for André Bundgaard og resten af Hobro Mejericenter. Og hvis man kan overføre forbedringerne til andre mejerier, er sparepotentialet enormt, mener André Bundgaard.