Naturlig evolution
 
 
  • Tip en ven
  • Print

Mælk er ren natur

Mælk er grundstenen i alle Arlas produkter, og mælk er på mange måder et unikt produkt. Fra naturens hånd indeholder mælk mange vigtige mineraler og vitaminer, som vi har brug for hver dag. Det gør ifølge ernæringschef Merete Myrup mælk og mejeriprodukter til en vigtig basisfødevare.

”For at opretholde et godt og sundt liv skal man blandt andet have en varieret kost, som giver kroppen de mange forskellige næringsstoffer, den har brug for. I den forbindelse er mælken unik, fordi den bidrager med så mange forskellige vigtige næringsstoffer”.

Glem ikke mælkeproteinet

Det er dog ikke kun de mange mineraler og vitaminer, der gør mælken unik.

”Det er rigtigt, at mælk indeholder mange vigtige vitaminer og mineraler, men derudover må man ikke glemme, at mælken er meget rig på protein og endda protein af meget høj kvalitet”, siger Merete Myrup.

I 100 gram mælk, hvad enten det er sød-, let- eller skummetmælk, er der cirka 3,5 gram protein, mens der er endnu mere i ost, som, lidt populært sagt, er en opkoncentrering af proteinet.

En vigtig kilde til kalcium

En af mælkens vigtige næringsstoffer er kalcium. Kalcium er blandt andet nødvendig for opbygning og vedligeholdelse af stærke knogler.  

”Hvis man ikke drikker mælk, kan det være svært at få kalcium nok andre steder fra, og man skal være meget vidende inden for ernæring for at få dækket sit kalciumbehov”, siger Merete Myrup.

Naturlige mælkesyrebakterier hjælper kroppen på vej

Syrnede mælkeprodukter har, ud over at have de samme gode egenskaber som mælk, også den fordel, at der kan være probiotiske bakterier i.

”Man kan sige, at de probiotiske bakterier supporterer den sunde bakterieflora, som man allerede har i tarmene, og på den måde er de med til at give en bedre funktion af kroppen”, siger Merete Myrup.

Bedst kendt af de probiotiske bakterier er Lactobacillus og Bifidobakterier, som findes i Cultura-produkterne.

Mælk er ikke nok

Selv om mælk er meget mangfoldig i sin sammensætning af næringsstoffer, er det ikke nok at drikke mælk for at få dækket alle kroppens behov.

”Man skal huske på, at mælk ikke er perfekt. Mælk indeholder blandt andet ikke fiber, som også er en vigtig del af en sund og varieret kost,” slutter Merete Myrup.

Forskningsstrategi

Arla forsker løbende i mælken. Følgende seks områder indgår i Arlas forskningsstrategi:

  • Mælkens sammensætning
  • Smag og funktionalitet
  • Fødevaresikkerhed
  • Forbrugerpræferencer
  • Procesudvikling og kontrol
  • Velvære

Tilbage til toppen



Økologi i vækst

Siden 1986 har Arla i Danmark drevet og været ledende inden for den økologiske udvikling af mejeribranchen, mens de første økologiske produkter kom i Sverige nogle år senere. Ambitionen er også fremover at ligge i det økologiske førerfelt.

”Det er Arlas økologiske mission at kunne tilbyde et attraktivt økologisk sortiment og på den måde gøre økologiske produkter tilgængelige for forbrugerne”, siger økologichef i Member Service, Gun Olsson.

I dag er syv procent af den samlede mælkeindvejning i Arla økologisk. Målet er, at 10,5 procent af den indvejede mælk i 2011 er økologisk.

Økologi kræver plads

For at nå den økologiske målsætning kræver det, at der er tilstrækkelig med økologiske landmænd til at levere den økologiske mælk.

”Vi har sat et ambitiøst mål, og vi gør derfor meget ud af at informere landmændene om økologi. Vi har allerede mange økologiske landmænd, og der er stadig interesse blandt landmændene for at lægge om”, siger Gun Olsson. 

En udfordring i forbindelse med landmændenes omlægning til økologisk produktion er, at økologi kræver plads.

”Fordi en økologisk gård ikke bruger kunstgødning eller sprøjtemidler, er udbyttet per hektar mindre. Derudover skal dyrene på græs om sommeren. Det betyder, at en økologisk landmand har brug for et større markareal for at have samme mængde køer, og det er en udfordring, for marker er dyre, og derudover kan de være svære overhovedet at få fat på”, siger Gun Olsson.

Økonomisk gulerod

Det kræver en omlægningsperiode på to år at lægge om til økologisk produktion. For at gøre det attraktivt for landmændene at lægge om, betaler Arla landmanden prisen for økologisk mælk de sidste seks måneder af omlægningsperioden.

”Selv om mælken i denne periode ikke indgår i den økologiske produktion, men sælges som almindelig mælk, betaler vi landmanden den højere pris for mælken”, siger Gun Olsson. 

Økologiske krav

Andelshaveren på en økologisk Arlagård skal leve op til Arlagården og de økologisk krav, der findes i de enkelte lande. Det betyder blandt andet, at andelshaveren på intet tidspunkt må bruge sprøjtegifte eller kunstgødning på gårdens marker, og at dyrene skal fodres med 100 procent økologisk foder.

Tilbage til toppen